"Selv tak" siger han frværende til Hori, mens han trækker sine bukser på. HAn strækker sig lidt, og klør sig på maven, mens han går lidt rundt i stuen.

Damian føler noget træke i sig. Som om tusind trådestyrede ham som en dukke. HAn må adlyde. Han forlader stuen og Hori. Ude foran huset vokser to kul sorte viger frem. Visne blade og støv hvirvler op da han letter i et kraftigt spring.

Hori ser lettere fortumlet efter ham, mens hun trækker i tøjet.. Hun ser sig om efter noget der muligvis kunne beskytte hende mod sollyset, men det eneste hun finder er tæppet hun sov med. Hun tager det godt op over sig, og lunter ud af huset... Ud i dagslyset..


//out

Himelen er skyet og grå. Den tunge jernlåge knirker da Damian svinger den til side. Han går gennem den upassede forhave op til hoveddøren uden at skænke noget som helst meget opmærksomhed.
Døren til huset er ikke låst, men det er den aldrig, for her kommer ikke andre. Han sparker støvlerne af, og smider vadsækken i et hjørne. Ildstedet er næsten tomt, men heldigviss ligger der en enkelt brændeknude i brændekurven. Han smider den på og med et eneklt blik, brænder ilden lystisgt. Han smider sig på sofaen og lukker øjnene, mens han lader ilden varme sig.

Ayao kom ned fra trappen mens han strakte sig og lå ikke så meget mærke til at den gamle trappe knirkede
han gik fra trappen ud i køkkenet og ensede ikke Damian

Damian vender sig i sofaen ved lyden af den knirkende trappe. Han har glemt alt om at Ayao nu også bor i huset, men lyden af at nogen rumsterer i køkkenet får ham til at sætte sig op i sofaen.
"Er der nogen?"

"Rolig Anug det er mig" svare Ayao roligt og undlader at finde mad men finder i stedet en flaske rom og to glas
derefter går han og sætter sig i læne stolen og sætter tingene fra sig
"det er noget tid siden hva?" siger han så mens han skænker op

"Ikke længe nok" svarer Damian og smiler anstrengt "Jeg havde helt glemt at jeg havde ladet dig bo her".
Han tager imod det ene glas og dufter til det. Det er flere måneder siden han har fået alkohol, og han opdager at han har savnet det.
Han undlader med vilje at skåle med Ayao, og sætter glasset til læberne.

Ayao smiler venligt og ryster på hovedet
derefter nipper han til rommen og siger så "nå Anung hvad har du så fordrevet tiden med siden vores sidste... møde"

Damian brummer irriterret ved lyden af sit navn, og bunder sit glas før han svarer.
"Jeg har bare rejst rundt. Sådan lidt over det hele" Han rækker sit glas over mod Ayao, og venter på at få glasset fyldt igen.
"Har du hygget dig med mit hus?"

Ayao lyftede flasken og hældte op til Damian igen "jooh det har jeg da... jeg har f.eks. ryddet lidt op i dine flasker" sagde han med et venligt smil på læben

"Fantastisk..." Brummer Damian.
Alene lyden af Ayaos stemme er provokerende. En masse vrede som Han ellers havde lagt låg på begynder at boble. Han drikker en smule mere, og kigger rundt for at finde noget i rummet der kan distrahere ham.

"hvordan går det forresten med dig og kosteskabe?" spørg ayao drilsk og skæver over mod damian da han sætter glasset til munden og tager en tår

Damian bliver uvilkårligt kold over hele kroppen som om nogen havde hældt en spand isvand over ham. Vreden ligger i maven på ham som en knude. Han rejser sig vredt op og kigger ind i idlen med ryggen vendt mod Ayao.
"Er du stadig ikke kommer videre?" hvisker han vredt "Får du stadig dine kicks ud af at... Udnytte folk" Ayao ved lige hvilke knapper han skal trykke på.

Ayao rynker brynene "Anung da... det var kun for sjov... undrede mig bare over hvordan du fejer når du ikke ka hente en kost "sagde han mens han kvalte et grin

"Ligner det da at jeg gør rent? Hvis det gør, så er det bestemt en fejl" Han skumler stadig med ryggen til Ayao. "Der er en lille forskel på at åbne et skab, og på at blive spærret inde".
Han trækker vejret dybt og sætter sig igen i sofaen, imens han betragter sit glas.

"pjok" udbryder Ayao og fylder sit glas igen "du ville ikke bevæge dig ind i et kosteskab om så jeg tvang dig!"

(Frys)

Da Ayao kalder ham for et pjok er han lige ved at gå amok. "Nu skal du ikke være så kæphøj! Hvis ikke du kendte mit navn, så ville du ikke sidde her i et stykke, og det ved du godt".
Damian kigger vredt væk fra ham, og drikker videre. Alkoholen prikker til hans vrede, som han ellers troede han havde gemt væk.

"Det er meget rigtigt dæmon... men du må huske at så længe at jeg lever kan jeg sige "anung ud rama gå ud og hent en flaske rødvin og et glas til mig, bær det hele her ind og skænk op for mig" " påpejede han så med et overlegent toneleje

((Omg xD My house!!!!!))

Det regner udenfor. Store tunge dråber, der gør ens tøj gennemblødt på et øjeblik. En sort sihluet lander med et plask i den tilgroede forhave der er omhegnet af det høje, rustne jern-gitter, og den knirkende port.
Damian kommer ind af døren til sit støvede, faldefærdige hus. Han sparker sine mudrede støvler af, og smider dem til siden. Han går ind i den store stue, med det høje loft, den støvede krystallysekrone, kaminen og de tykke, slidte tæpper. Han lægger noget træ ind i den store marmor kamin, og vifter med en hånd. Snart efter blusser der en varm ild.
Han smider sig på sofaen, og falder i søvn.