Alexander stod i midten af den temmelig faldefærdige gårdsplads, store ødelagte søjler, stod omkring i i pladsen, og lignede at de faktisk kunne falde fra hinanden ved at man blot pustede på dem, og Alexander kedede sig nu faktisk lidt, så han samlede en lille kugle af sin substans og kastede den imod en af dem, et skrald lød da substansen ramte søjlen, og efter at støvet havde lagt sig var der ingenting tilbage, hvor der nu ellers før havde stået en stolpe.
Alexander lagde sig tilbage i midten af pladsen og stirrede op imod himlen og smilede, han samlede igen en lille mængde substans i sin hånd, men denne gang kastede han den ikke, den svævede ligesom et par centimeter over hans hånd, han bevægede sin anden hånd over den og substansen skiftede form indtil den tog forskellige former, blot for hyggens skyld.

Et eller andet andet sted i ruinerne af templet befandt Venus sig. Men hun befandt sig ikke det samme sted ret længe. Hun hoppede fra flade til flade; først på toppen af en knækket søjle, så på en faldefærdig mur, dernæst på en buegang. Selvom det hele så ud til at kunne falde sammen hvert øjeblik, så skete der ikke nået, når hun landede. Hun lagde nu heller ikke særligt meget vægt på, og hoppe var egentlig også et forkert ord at bruge i denne sammenhæng; det så bar du som om hun hoppede. Egentlig fløj hun fra flade til flade.

Efter et par minutter, nærmede hun sig gårdspladsen og standsede midt i et af sine hop og hang i luften, da hun hørte et brag og noget, der styrtede sammen. Braget lød på en eller anden måde bekendt. Hun svævede lydløst nærmere og fik hurtigt øje på kilden til spektaklet, det eneste levende væsen i nærheden. Hun lande et par meter fra Alexander og satte sig ned. Han måtte have affyret et af syne eksplosive skud. "Jeg havde ikke forventet at se dig her... var det dig, der smadrede den søjle?" spurgte hun lettere drillende og nikkede over mod resterne af en søjle og noget stensmulder. Det kunne ikke have været andre end ham.

Alexander for op idet en stemme lød, og hvis han ikke havde været så forgabt i sine egne tanker havde han med det samme kunne genkende stemmen, men det var han ikke og derfor gav det også et sæt i ham, så meget at han for op, symbolerne omkring hans øje lyste og skiftede til den røde farve, den lille klump i hans hånd var nu af en betydelig størrelse, og hans arm pegede direkte imod hende, der gik dog et par sekunder inden han egentlig fattede hvad der var sket.
Da han endelig var faldet ned grinede han lidt over det velkendte ansigt, og som hende var det heller ikke ligefrem hende han havde forventet at møde her af alle steder, "ehm ja det var mig, hvem ellers" Sagde han og grinede lidt idet han sugede lidt af substansen tilbage i korset, og begyndte igen at forme substansen til diverse forme, en ulv, en stjerne, ja alt muligt hvad han ellers lige kunne komme i tanke om inden han slog et smæld med hånden og derved sugede resten ind. "Godt at se dig igen Venus" Sagde han og smilede.

Venus farer sammen og rykker et par centimeter væk med et fuldstændigt chokeret udtryk i ansigtet: Er han blevet vanvittig siden sidst, jeg så ham? Da han falder ned igen - åbenbart efter at have opdaget, hvem han truede - opdager Venus, hvor hurtigt hun trækker vejret. Hun gisper: "Du gav mig et chok!" mens hun forsøger at genvinde kontrollen over sin vejrtrækning, hvilket ikke er helt nemt. Der går ligt før hun slapper helt af.
"Havde du forventet nogen bestemt?" begynder hun en smule forsigtigt, "siden du for sådan op, mener jeg." Hun ser indgående på ham, mest for at tjekke for små trækninger eller noget andet, der kan afsløre en løgn. Det kunne jo tænkes, at han ikke ville fortælle hvem og hvorfor, men hun er i hvert fald temmeligt sikker på, at han har en grund til at blive lidt agressiv.

Alexander følte en hvis skam over at have forskrækket hende, men så igen hun havde jo praktisk set også sneget sig ind på ham, ihvertfald efter hans mening, "Jeg kunne sige det samme, jeg fik noget af et chok, du skal ikke snige dig sådan ind på mig" Sagde han og smilede, han var temmelig glad for at han i det mindste ikke blot havde angrebet som han ellers sagtens kunne finde på, det ene sekund det tager ham, at se hvem det er er mere end rigeligt til at nogen ville kunne nå at angribe ham.
"altså det er en lidt kringlet historie, men det var egentlig lidt min chef, vi har haft en uenighed, som blev løst, lad os blot kalde metoden lettere aktiv og alternativ" Sagde han og grinte lidt, det var en meget let måde at sige det på, kampen var faktisk begyndt at blive lettere alvorlig, og hvis det ikke var fordi de var endt med at gå hver til set var det ikke sikkert Alexander ville stå her lige nu

"Ser man det..." Af en eller anden uforklarlig årsag passerede nogle temmeligt voldsomme kampscener forbi hendes indre blik. Og det er ikke Alexander, der har overtaget, selvom det måske ellers ville være tilfældet, men hans chef. Da Venus aldrig har set hans chef, fremtryller hendes fantasi en stor og tungt udseende mand med et bistert ansigtsudtryk. Det er nok ikke særligt vellignende, men det må gå i mangel af bedre.
Hun begynder at spekulere over, hvad de mon var oppe at slås og, og hvem er han egentlig... Hun slår det ud af hovedet. Hun kan jo ikke bare falde hen i tanker, når hun sidder og snakker med nogen - det gør hun alt for tit i forvejen. Venus overvejer at sætte sig ned, men lader være. I stedet valser hun rundt på tåspidserne og laver små piruetter. Hvis hun ikke havde haft evnen til at svæve, ville hun ikke kunne gøre det. Hendes ankel- og benmuskler er ikke nær stærke nok til at kunne holde hende på tæerne. Hun åbner munden et halvt sekund for at sige et eller andet for så at lukke den igen, da hun finder ud af, at hun ikke har noget at sige. I stedet smiler hun bare lidt og ser ned i jorden, mens hun danser rundt. Hvis hun ikke var god til at holde en pæn mine, havde smilet været temmeligt akavet.

Alexander smilte let til hende og kiggede lettere imponeret på hendes fine lille dans, han var ikke helt klar over hvad han skulle sige til det, det virkede ekstremt imponerende men mon ikke hendes fine lille evne havde ngoet at gøre med det? egentlig fuldstændig ligemeget tænkte han, hvis det var hendes evne ville det jo bare bevise en god kontrol over det og det var jo også imponerende i sig selv.
Han så at hun skulle til at tale og gjorde sig egentlig klar til at svare, men der kom aldrig rigtig et spørgsmål, hvilket fik ham til at tænke på sidste gang de havde mødtes og hvordan hun så pludseligt havde forladt igen, hvilket han faktisk fandt temmelig mærkeligt når hun nu sagde at hun sjældent fik mad og han egentlig tilbød hende alt det hun ville kunne spise, "Hvordan har du det egentlig? Sørger du får at spise" Sagde han og grinede og rækkede tunge af hende for sjov, det var egentlig mærkeligt at hun bragte denne næsten barnelige stemning op i ham, men sådan var det jo nu engang med piger, de har en selvsom kraft over mænd, "Hvorfor var det egentlig at du pludselig skulle afsted sidste gang" Sagde han roligt og afsluttede sætningen med et let smil i hendes retning, han ville trosalt godt vide om det var på grund af ham selv at hun havde smuttet.

Om hun spiste nok? Hun tænkte lidt, mens hun snorede en gang. Jo, det gjorde hun da. Altså lige i dag havde hun ikke fået noget, men i går havde hun da fået et glimrende måltid ud af en lille samling frugttræer. Men alligevel følte hun sig ikke så sulten lige nu. Måske var det noget med hendes evne, der gjorde, at hun ikke vejede så meget eller krævede så meget næring. Det havde hun aldrig tænkt over. Hun virrede lidt på hovedet for at holde op med at tænke og vendte sin opmærksomhed mod Alexander for at svare lige tidsnok til at se ham række tunge. Hun smilede og rakte igen. "Skal du gøre grin med min vægt?" spørger hun drillende. "Men jo jeg får nok ... tror jeg i hvert fald. Jeg har det ikke skidt, hvis det er det du mener.... Men jeg ville nu heller ikke sige nej til et æble eller noget lignende." Jo, lidt sulten var hun vel. Om ikke andet kunne det heller ikke være helt sundt, evne eller ej, ikke at spise noget som helst hele dagen.

"Hvorfor jeg gik?" Hun holdt en pause. Nu var gik jo ikke lige ordet, men det var ikke hendes lidt ukorrekte formulering, der fik hende til at holde inde. Så smiler hun venligt. Hendes fornemmelse af utilpashed taget i betragtning var det et helt kunststykke, at smilet var naturligt at se på. "Jeg havde bare lyst til at lave noget andet. Men du må ikke tage det personligt." Hun håbede det var godt nok. Faktisk var hun lidt i tvivl om, hvorfor hun var taget afsted, for hun havde jo også en form for fobi for at komme for tæt på mænd. Hvis det var det, ville det jo være på grund af Alexander, at hun var taget afsted. Men det andet virkede også meget rimeligt. Ellers skulle hun have siddet der hele natten, for hun havde ingen aftaler at holde og dermed ingen egentlig undskyldning for at gå. Altså måtte hendes spontanitet tage skylden.