Cassa kom gående langs kløftens kant.. Hans humør var dystert, lige så dystert som de tunge, grå skyer der hang et sted højt oppe over hans hoved. Det havde regnet for ikke så længe siden, så Cassas hår sad klistret ind til de solbrune kinder.. Nu var det nu.. I aften skulle det ske; nej, i nat!
Hans krop var spændt i musklerne, og han havde sågar spist et lille måltid, for at have så meget energi som muligt. hans krop var armeret i en rustning; ganske tynd, men forbandet stærk.. stærk, grundet dets materiale; sortmetal..
Han vidste at dette måske ville blive hans sidste indånding i den frie luft, måske ville han ikke komme levende ud, men én ting var sikkert, han havde alt for længe vandret og lagt planer nu. alt for mange forgæves forsøg på indtrængen, hvor han måtte trække sig tilbage for ikke at blive opdaget.. Mange i krystallandet troede han var død, for man havde ikke set noget til ham i flere måneder, ude i offentligheden. Ikke så meget som skyggen af ham.. Ja, han havde faktisk også betalt nogle, for at sætte falske dødsannoncer op på gader og stræder den foregående aften.. mørkets lord skulle tro han var død; det var vigtigt for et bagholdsangreb..
Han vidste at det sikkert ville have såret en del mennesker; mennesker som nu troede de var ladt alene tilbage.. Sladderen gik jo vidt omkring i dette land, så det skulle ikke undre ham, om selv snart den mindste skovmus ville tro han var gået bort.

Med en langsom bevægelse, efter at have standset, trak han armene op bag nakken.. hænderne strammede båndet som holdt hans hår samlet i nakken.. mon han burde flette det, så det ikke ville komme i vejen? hvem ved..
Fra hvor han stod, kunne han ude i den fjerne se shillouetten af midnatsborgen.. han kunne se hvordan den faretruende tårnede mod den tunge, mørkegrålillae himmel, og et sted, endnu længere borte, var der lyn der brutalt flængede himmelen... Cassa tolkede det som et varsel; stemningen passede perfekt med dette mørke, grusomme vejr.. måske ville det der havde været regn lidt forinden, senere blive til is, og en ny regnbye ville forvandle sig til snefnug..
Ved daggry ville jorden måske være dækket af det smukkeste hvide sne.. et snelag så tyst, at det kun ville kunne hviske om de grufulde hænnelser, som uden tvivl ville ske den kommende nat.. Hvis blod ville male dette smukke, uskyldsrene tæppe? Mørkets lords, eller Cassas?

En dråbe løb ned af hendes nakke og ned langs hendes ryk, hun havde ikke undgået regnen, hun havde heller ikke prøvet. Dråberne samlede sig i hendes hår, gled ned til spidserne for at lande på hendes kind, som tåre.
Kjolen klistrede sig ind til hende under kappen, ligesom hendes hår til hendes pande. Det duftede af regn og efterår, en duft hun forband med frihed. En af grundene til at hun aldrig havde hadet regn som andre af hendes slags, eller bare andre. De sene aftner med regnen silende ned, var noget hun tit havde ventet på som lille, sidende foran vinduet med næsen mod ruden. Bare et par timer med frihed, et par timer ude i den tykke beskyttende regn, hvor ingen kunne se hende. De troede hun hadede regnen. Skyggen af et smil glider over hendes læber. Hvor havde de taget fejl.
Luften er stadig tyk efter regnen, men også friskere af samme grund. Et lyn i det fjerne og braget efter det, får hende til at se op. Det lyner bag borgen, og lyser den op i et gul grønt skær. Himlen er mørke lilla, og omslutter borgen i et slør af mørk røg. Hendes hjerte er begyndt at slå hurtigere, som i takt til den uhyggelige stemning. Hun er stoppet op ved kanten af kløften, kun en meter derfra. Dybtet er næsten væk, det kunne bare være et mørkt område, hvis man ikke vidste bedre. Man kunne bare gå lige ud i det, hun gyser og ser hel langs katen til den ene side. Det bliver mere tydeligt hvor græsen går. Automatisk barker hun lidt tilbage og vender blikket mod borgen. Det er jo derfor hun er her..

Cassas blik var fæstnet på den mørke shillouet.. Han bar en kappe udenpå rustningen.. en sort kappe med et tungt slag, som lå foldet op omkring halsen.. Det var jo temmelig koldt.. Egentlig generede kulden ham ikke, men regnen derimod havde gjort ham klam og fugtig helt ind til skindet, det var sevet ind under rustningen fra toppen, og andre steder hvor rustningspladerne ikke helt sluttere tæt.
Cassas humør var dystert, ligeså var hans ydre på denne aften.
Han bemærkede ikke Jane.. i hvert fald ikke lige med det samme.. Helt kunne han ikke lade være med at tænke på Fujita.. Han ville sikkert have set opslaget med Cassas død.. Han var vel nok ulykkelig...
Cassa var uden hest den aften.. han havde forsøgt til hesteryg, men uden resultat.. så denne gang måtte han snige sig ind på gåben.. Men han vidste, det skulle nok lykkedes for ham, bare denne ene aften! denne ene, den var helt perfekt!

Han ville dog vente.. Hvis han regnede rigtigt, ville uvejret langt ude i horisonten snart være over dem, og så var tiden inde.. lyden af regnen og den buldrende tumult oppe i de højere luftlag, ville sløre hans indtrængen med støj og foruroligende larm.
Cassa lignte ikke en af lysets krigere ligenu.. langt fra.. han lignte nærmest det stik modsatte...

Den buldrende tumult, lynene i det fjerne, vindens raslen. Hun lukkede det hele ude og så på borgen indtil hendes blik blev sløret. Der var ingen ting, ingen ting hun genkendte, ingen følelser... Ikke engang angst. Hun burde være bange, men hun havde ikke overskud til at føle noget som helst. Hun havde skubbet det hele væk, som var det hele noget der ikke ekstisterede. Hun havde end ikke nået at tænke - jeg tænker på det i morgen - før det hele var forduftet.. undertrukket.
Jane barker tilbage af de våde sten, vejen går let skrådt op af, og hun vender sig om i det hendes fødder glider under de glatte sten. Småsten karter ned og ramler mod klippen for at ramme inderkanten af kløften, så er de væk. Jane ser efter dem, hun sidder halvt ned med benet, hun faldt på, under sig. Adrealinen er blevet frigjort, og hendes hjertes banken overdøver bragene fra lynene. Hun er stadig en meter fra kløften, og langsomt stryer hun de våde lokker fra panden mens hun ser mod kløften.
Manden springer hende i øjnene, da lynet så ned bag ham langt væk i det fjerne. Næsten sekunder efter er han væk igen, og hun kan kun ane skyggen af ham. Kikker han i hendes retning?
Voldsomme senarier blinker forbi hendes øjenlåg, hun ryster for at få dem væk, men de blinder hende og giver hende kun mulighed for at se skyggen i få sekunder. Er han tættere på end før? Hendes rysten får flere småsten til at rulle ned. Hun fornemmer kun følelser, de manglende følelser kan man sige, men hendes hoved er for tåget til at lade en tanke trænge ind..

(det her er en herre stemningsfyldt tråd o: det er lang tid siden jeg har skrevet det.. man kan nærmest fornemme hvordan dommedag er lige om hjørnet )

Cassas blik rettede sig mod lyden af de skramlende sten.. med hånden på sværdets skaft, nærmede han sig lyden med rolige skridt.. de lidt tunge rustningsstøvler gav genlyd, som strakte sig langt over de golde sletter, som et tungt og dræbende ekko, der nærmest skreg om død og ødelæggelse..
Var det en fjende? eller en ven? Cassa måtte tæt på, for at kunne se det ordenligt. Skønt hans øjne ligenu havde antaget en rovdyrsgul farve, og pupillerne havde snørret sig sammen og skænkede ham en gave i form af nattesyn, så var hans blik slørret af underfundige og lunefulde tanker.
"Giv Dem til kende!" lød det fra ham, med en stemme hvis viljestyrke lyste af den, med en sådan kraft at man næsten skulle tro, det ville kunne flytte selv de stejleste bjerge.
Cassa trak sværdet.. den lange, glidende lyd som lød da klingen gled over skedens kant, varslede om hvor kort tid der ville gå, før opgørets time ville komme..

Endnu et lyn slog ned.. Braget fulgte trop kort efter.. Uvejret nærmede sig, uret tikkede..
I det kortvarrige skær, syntes Cassa at opfatte en blond farve.. blond, men så forfærdeligt forvasket. Cassa gik forsvarligt langt nok væk fra kanten, så han var sikker på ikke at styrte ned i det sorte dyb, hvis bund ingen nogensinde havde fundet.

( Ja! hvordan tiden render ud for ham.. og lidt for hende, i hendes tanker i hvert fald 8D )

Janes krop havde givet under for vægten af de billeder hendes hukommelse havde tvunget for hendes blik. De flashede forbi hende som ravne der fløg over hende som et mørkt slør indtil de samlede vingerne og styrtede ned med hæsblæsende fart. Hun kneb øjnene sammen, et lyn flængede himlen over hende og trak hende fra ilden over til aksen. Lyden af skridt der kom nærmere, langsomme .. på vagt. Billederne havde lagt sig, trukket sig væk for at skarpne hendes sanser. Hun var følelsesløs, men formåede at sætte sig op. Endnu et lyn og hun så nu at han ikke var langt væk. Billederne fra før koblede sig på de billeder hun så nu. Trak en linje som var det den samme skikkelse, i fortiden og i nutiden.
Stemmen fik billedet af de to skikkelser til at lakke, det flimrede men blev ikke opløst. Den skar tydelig og stærk gennem bragene, og noget sagde hende at hvis hun ikke gjorde, ville han finde hende om det så var det sidste han gjorde.
Den stille lyd af en metalisk vind var ikke til at tage fejl af. Blodet frøs i hendes årer og i et svage lys glimtede sværdet sort som et løfte om død. ( husker det som sort? OO )
Det afgjorde det. Han var hendes bøddel. Adrelinen der blev frigjort tidligere, men hold tilbage blev igen frigjort. Varmen spredte sig i hendes krop, og med en kort tanke om overlevelse sætter hun i løb..

(Yeps et sortmetalssværd)

Cassa hørte hvordan småsten, grus og sand blev gnedet til side i et hastigt tempo. Hun løb. Det måtte være en spion!
Cassa skyede ingen midler.. denne fremmede skikkelse skulle ikke slippe fra ham.. Han satte selv i løb.. han var hurtig, forbandet hurtig. Langsomt halede han ind på hende, sværdet var ikke løftet, men strukket bagud, så hvis situationen bød ham det, kunne han svinge det frem i en vandret bue, lige i halshøjde. Men han kunne også holde den dræbende klinge tilbage, hvis det var tilfældet.
Han mærkede det skridbare grus under de tunge støvler.. hvis han skred nu, trådte forkert, kunne han risikere at styrte i dybet.
Men efterhånden som skikkelsen løb, og Cassa halede ind, følte han sine ben slække.. gruset forhindrede ham i at kunne følge med dette væsen, som for gennem mørket som en kat..
Cassa satsede istedet, han satte spurt på i nogle enkelte skridt, inden han satte af og kastede sig igennem luften, vandret.. Hans stærke arm lod sværdet falde, så han ikke ville komme til at skade denne fremmede.. Han fik væltet en let skikkelse ned (okay?), så han stod på alle 4 hen over den, så direkte ned i nakken på noget, der for ham ikke lignte noget ligenu.. det var bare en genstand.. en ting, uden personlighed. Han behøvede et ansigt nu, og trak derfor fat i skulderen på denne, for at vende den om, så den ville ligge på ryggen istedet, og møde de øjne, hvis farve normal vis var en varm brun, men som nu var rovdyrsgule og med snæver pupil..

Jane stryger gennem mørket, rædselen går i hendes ben og bærer hende hurtigt fremad. Vinden pisker mod hendes ansigt og gruset skærer sig op i hendes fødder, men det eneste hun kan tænke på er angsten for at snuble eller styre mod kløften. Men så hører hun lyden af tunge skridt i gruset bag hende. Han jagter hende!
Hendes hoved bliver tåget af angst, lyden af de tunge skridt overdøver alt andet omkring hende, den haler ind på hende.. han haler ind på hende. Hun ser igen for sig hvordan sværdet havde glinset i mørket, og får svært ved at trække vejret.. Hun skal væk.. hun skal væk..
Noget rasler hen af jorden, hun stanser ikke for at se hvad det var.. men så forsvinder lyden af skridt også, og hun høre ikke andet end sin egen vejrtrækning. Havde han opgivet? havde han tabt sværdet og opgivet? Glæden bobler så voldsomt op, at hun får ondt i brystet og hiver efter vejret et par gange..
Luften bliver slået ud af hende, og hun mærker hvordan den fremmedes vægt tvinger hende ned mod jorden. Hun ligger fanget på jorden, og ud mellem totter af hår ser hun vejen. Fanget.. hun får næsten lyst til at skrige af afmagt.. Men så vælter angsten ind over hende da han tager fat i hendes skulder og vender hende om...
Hun knytter hænderne hårdt sammen, og bider sig i læben uden at vide hvad hun kan vente, men hun vil se frygten i øjene.. Den mørke skikkelse er ind over hende, og hun misser med øjnene. Et lyn i baggrunden flænser himlen og kaster lys over hans mørke lokker, den let buede mund og så de mørke øjne, med et kraftigt gult skær. Hun taber vejret, CASSA!?!

Cassas ansigt lod øjnene spile vidt åbne.. Jamen det var jo..? Han genkendte hende nu tydeligt.. Han kunne ikke tage fejl..
Han lukkede øjnene.. øjnene.. de måtte væk nu.. Jane var ikke en fjende.. han skulle ikke se på hende som et hjælpeløst byttedyr.. han måtte ud af sin krigerriske trance..
Langsomt åbnede de udmattede øjne sig igen, og endnu engang, som Jane sikkert huskede ham, var nu de klareste, varmeste brune øjne.. De stod i så smuk en kontrast til den buldrende himmel over dem, at det nærmest gjorde ondt.

Han vidste ikke helt hvorfor, men Cassa flyttede sig ikke.. han nærmest sine arme var lammet.. selv hvis han ville, kunne han ikke flytte sig..
Han åbnede munden for at sige noget, men der kom ikke en lyd fra ham.
Endnu et lyn flængede himmelen... men denne gang slog den også hul på de tunge skyer.. et stykke væk kunne man nærmest høre hvordan regnen i en tung vifte, nærmede sig stødt..
selv hvis Cassa havde prøvet, ville han ikke kunne have nået at tælle til ti, inden han mærkede den kolde regn på sit baghoved.. mærkede hvordan de kolde, modbydelige dråber sev ind i det i forvejen gennemblødte hår.. ned langs hovedbunden, indtil de dukkede op igen ved hårgrænsen, og herfra gjorde de et udspring, inden de fjerlet ramte Janes hud, som virkede så umådelig sart og skrøbelig i den isnene kolde luft..

Jane kunne ikke trække vejret, genkendelsen lyste svagt i hans øjne men først da han lukkede dem, var det som en maske blev taget væk. Bag ved var Cassa med lukkede øjne, som om han konsenterede sig med en svag rynken mellem brynene. Det rykker i hende da han langsomt åbner øjne, men de er så milde brune at det skær i hendes bryst og hun skal huske sig selv på igen at trække vejret. Synet slår hende omkuld, i en verden der har været omtåget af sorg og mørke, får pludselig et holde punkt.. en smule lys.. Hun troede at alt var blev brutalt revet fra hende, at hun var blevet efterladt alene i en verden uden glæde.. at.. hun kan mærke tårene under huden, men de kommer ikke frem.. ligesom hun heller ikke kan røre sig, det er som om hun er sømmet fast til jorden. Kun fornemmelsen af hans hænder på hver side af sine skuldre, giver hendes vished om at han er der.. hun stoler ikke rigtigt på sine øjne, og da hun endelig blinker, sker det hurtigt og med et hjerte der næsten stopper ved tanken om at han er væk det næste sekundt..
Kortere ved en før høre hun den brutale lyd af skyer den flæsner og regnen der bryder igennem. Hun hører hvordan de trommer på hans ryk, og sekunder efter glider ned gennem hans hår og lander stille på hendes kind. Den glider ned af hendes kæbe og hals og forsvinder i hendes hår.
Regnen glider som et gitter rundt om hende, men hun mærker den kun mod hendes ben og fødder. Hun ser mod hans øjne, lettere anspændt, noget er brudt ud.. noget andet end regnen..

Selv om de kun var i denne stilling i nogle få sekunder mere, så føltes sekunderne som små øjeblikke af en evighed, så ubeskrivelig sørgmodig, og dog alligevel så smuk.
Cassas øjne slap ikke hendes.. Han hørte sin egen hjerterytme.. den var hurtig, om det var grundet mødet med Jane, eller den nu udbrudte regn, vidste han ikke.. et kort øjeblik sænkede han sit ansigt en anelse, men han standsede sig selv.. Han vidste ikke hvad der havde drevet hans ansigt nærmere hendes, men heller ikke hvad der standsede ham igen..
Lyden af regnen der trommede mod rustningens bagside, føltes som piskesmæld i hans ører.. så højlydte, og alligevel så tavse..
Men evigheden, som de delte, blev pludselig brut op.. Cassa skubbede sig op, så han stod på knæ istedet, og kort efter havde han rejst sig.. han vendte sit blik langsommeligt mod den fjerne borg.. tiden var inde.. dødens og fortvivlelsens nat, eller livet og håbets daggry? Det ville tiden vise.
Han lod sit blik vende tilbage på den skrøbelige skabning igen, inden han gil kidt ned i knæ med en fremstrakt hånd for at hjælpe hende op.
Han ville gerne spørge hvad hun lavede på så grusomt et sted som dette, men tavsheden buldrede så højt at han ikke kunne få et ord indført..

Øjeblikket er gået i stå.. verden uden om stormer videre men inden for hans arme er verdenen tidsløs, urørelig. Hun hører regnens trommen som en sørgmodig klages sang, der sniger sig ind under tøjet på hende, og glider ned af hendes kinder som vand.
Hendes hjerte springer et slag over, da han bryder fri af lænkerne og bevæger sig ned mod hende, hans øjne skinner sorgmodigt i mørket, men lige så pludselig som det kom, forsvinder det igen. Han forsvinder for hendes blik, og hun mærker regnen mod sin pande. Tancen.. evigheden er forbi, men hun føler sig ikke lettet. Nutiden og handlingerne er sat i gang, og hun mærker uroen vælte ind over sig. Han sidder ikke længere over hende, men har rejst sig og ser ud i horisonten. Hun følger hans blik mod borgen, og med sorg opdager hun at det er der han skal hen..
Hun synker stille og tager hans hånd, den er kold men hun mærker styrken i den da han hjælper hende op. Hun slipper den ikke, selv da hun er kommet op og stå. Holder den i sin, som for at holde ham tilbage..
" Lad hver med at gå.. " hvisker hun men hendes stemme synes at skærer gennem regnen. Hun ser ned mod jorden, regnen har lavet render i den, og vandet glider nu gennem dem som blod.. Hun bider sig i læben, holder sorgen inde.. hun har lige fundet ham.. og så bliver han taget væk fra hende.. brutalt som alt andet er blevet det..

Cassa trak ikke sin hånd til sig.. Han vidste at dette måske ville blive det sidste nærværd han ville få fra et andet menneske..
Han fæstnede sit lidt tungsindige blik på den lidt lavere kvindes ansigt.
Han hørte hendes ord, men uden at kunne svare på dem, med det hun gerne ville høre.
"Jeg er nødt til det.." lød det i en lige så stille tone, som hendes egen.
"Hvis jeg ikke gør det nu, har det hele været spildt.." endnu engang vandrede hans blik op mod den grusomme shillouet.. Den var så langt væk, og alligevel forekom den umådelig tæt på.. som kunne man række hånden ud og røre de kolde, hårde stenmure.
"Jeg ved ikke, om jeg vender tilbage..." fortsatte han i sit blide, men dog så dunkle tonefald.
"Men hvis jeg ikke gør... så lav mig ikke tage folks håb med mig i graven.." hans blik gled tungt og langsomt ned, indtil det ramte jorden foran hans egne fødder.
En stilhed indtraf, inden Cassa talte igen.. denne gang rettede han blikket på Jane.
"Jeg har nogle dage før nu, placeret en lille hvid brevdue i et bur udenfor borgmuren.." begyndte han i den samme tone som hidtil.
"Hvis jeg ikke er ude derfra i morgen tidlig, da vil duen være mit tegn.. Er jeg i live, kan jeg med telekinese slippe den fri.. den vil vende hjem til palæet og søge mod de store pavillioner i baghaven nærmest palæet. Er jeg død, vil jeg ikke kunne slippe den ud.. Hvis dette er tilfældet, sørg da for at folk får det at vide." igen pausede han sig selv... hans hånd knugede let om hendes... Cassa ville så inderligt ønske, at han bare kunne betro hende, at alt nok skulle gå godt.. men han vidste at chancen for det, var ret lille.. Han vidste at dette muligvis ville blive døden for ham..
Han vendte fronten mod hende, og ganske langsomt løftede han den hånd hun holdt i.. Den gled ud af hendes, og var i få sekunder løsnet.. men blidt, ja egentlig kærligt, lagde fingerspidserne sig mod hendes kind, som et lille fortrøstningsfuldt kærtegn i den nat, som var begyndt at krybe frem over urskiven.. drevet af de tunge slag.. omlidt ville kathedralens klokker ringe inde i byen.. Som et varsel, et varsel om det endelige slag..

Hun bed sig i læben, men det forhindrede hende ikke i at høre hans ord. Hun kendte dem, endnu før han havde sagt dem højt. Vidste at hun intet kunne gøre, for at forhindre ham.. at hun intet burde gøre. Men hendes egen sorg havde trukket i hende, fordi hun vidste han kunne stå imod.
Dette ville muligvis være sidste gang hun ser ham, hans ord var så klare som det rendende vand i åen.. Hun bider hårdere i læben, vil holde det hele inde men det handler ikke længere kun om hende, og hendes sorg. Det handler om alle i landet.. vil påvirke alle.. Hans ord skærer sig ind i hendes hjerne, og hun stopper med at kæmpe imod, men lader dem trænge ind.. hvert et ord han siger, og konsekvenserne af dem..
Hun slipper taget sin læbe, og ser for første gang side de kom op og stå på ham. Ind i hans klare brune øjne og langsomt nikker hun.
" Okay.. " hvisker hun hæst, hendes stemme er blevet helt mat men der er kommet en ufrivillig styrke i den efter accepten.
Han løfter hånden, og hendes første indskyldelse er at holde den fast. Men hun lader den falde, lader ham gå.. Hele hendes krop protesterer, men hendes vilje vinder..
Blidt mærker hun hans fingre mod hendes kind, trøstende som et svagt kærtegn. Hun ville have krammet ham, klynget sig til ham i bare nogle få sekunder, men dette blide kærtegn mod hendes kind synes at betyde mere end al andet kontakt. Hun lukker svagt øjnene og langt væk i det fjerne hører hun kathedralens klokker ringe..

Hans øjne fulgte hendes da de langsomt lukkede sig i.. Han var klar over at dette ville være den sidste øjnkontakt han muligvis ville få, af den slags som ikke var fyldt af glubskhed og koldblodige dræbertindenser.. blidt lod han hele hånden omslutte hendes kind, et kort kærtegn strøj han med tommelfingeren, lige forinden han let bøjede sig frem, en smule ned mod hende, og plantede et ganske fjerlet kys på hendes regnvåde pande.. skønt det regnede og var bidende koldt, så var Cassas læber bløde og varme..
Uden at sige et ord, slap han med ét hendes kind, samt hendes pande.. han vendte rundt og lod de tunge støvler sætte i løb igen.. tilbage fra hvor de før løb.. da han krydsede forbi stedet hvor sværdet var landet, var hans øjne endnu engang vendt tilbage til den gule kullør og de smalle pupiller.. han standsede ikke i sit løb, men bukkede blot ned i knæene for at løfte sit sværd op.. i det sekund han havde fået et fast greb om skaftet på sværdet, rettede han ryggen op i et kraftfuldt spring.. hans krop blev slynget nogle meter op i den vidende, frosne men dog så våde luft.. I ryggen på rustningen, var der to halvstore huller.. havde man før undret sig over disse huller, ville man snart få et svar på dette; ud fra dem blev hans jakke indenunder flænset op, skjorten og vesten ligeså.. han baskede et par gange med de enorme røde vinger; de var skyld i det opflænsede tøj. Det var for at gøre plads til dem, at hullerne var fremstillet.
Oppe på himmelen hægtede han sin kappe af.. den havde han haft på for at holde på varmen, men at flyve med den, var ikke til.
Kappen faldt tungt til jorden, vidnede om det forfald Cassa muligvis ville komme til at lide.. Men end ikke i denne mørke, meningsløse nat, var der slukket for håbet.. Cassas hårde vingeslag, som snart herefter havde ført ham afsted, havde efterladt en enkelt af de blodrøde fjer.. ikke en stor fjer, kun ganske få centimeter lang.. Fjeren var så lille at den uforstyrret af regnen kunne dale ned.. Den nærmest lyste op som en lille flamme, mod den tunge himmel, som syntes at opsluge langskabet fuldkommen, efterhånden som timerne åd af tiden.

Lod man blikket falde i retningen mod den mørkje Shillouet, ville man nu se en anden skygge forstyrre billedet.. en skygge, hvis shillouet ikke stod klart, men hvorom alting var, stod den alligevel umådeligt klart op mod den buldrende himmel.. Skyggen der ville trænge ind i Shillouetten, fælde hvad ingen før havde formået, eller fejle, som så mange andre havde gjort det..

Da klokkernes kimen var rindet ud, var der ikke en plet tilbage at se på himmelen...

Opgørets time, var kommet

//out

Hun mærker hans hånd omslutte sin kind, og læner blidt hoved ind mod den, et sidste kærtegn. Hendes øjenbryn er rette ned mod hendes næse i en sparp vinkel, som i smerte.. Langsomt blødes de op i et mildt udtryk, fredfyldt.. Hans læber er blide mod hendes pande, rør næsten ikke.. Hun læner sig lidt frem, og lige før han forsvinder hvisker hun stille " overlev.." hun er ikke længere i stand til at holde tårene tilbage, og nu glider de ned over hendes kinder.
Det varer sekunder før hun langsomt åbner øjnene, der er ikke længere til at se hvad der er tårer og hvad der er regn på hendes ansigt. Hun knuer hånden ind til sig, og ser efter ham på himlen.
En enlig lille fjer daler ned over himlen, som en flamme .. et lys.. en enlig kæmper .. som spreder håb i den mørke nat.
Jane ser efter ham til han er helt væk, langsomt går hun hen og samler fjeren op, hun ser længe på den, men samler så også kutten op. Hun kan ikke klare tanken om at noget af hans skal efterlades på sådanne et sted.. Så begynder hun at gå tilbage mod byen.. mod palæet.. Men hun har god tid.. der er længe til daggry..