Han hævede det ene øjenbryn da det forkom ham pludseligt at hun ændrede sin personlighed..fra at være mindre provokerende blev hun pludselig lidt venlig? der var noget der ikke rigtig hang sammen men hun var vel en af de typer der hurtigt skiftede personlighed...
''så de siger at jeg...bare for et eksembel...der er noget jeg ønsker ved en bod...jeg har ingen penge på mig...så jeg stjæler den..? er det hvad de mener frøken Alwyn?''
han lød lidt chokeret i sin udtagelse da han ikke var helt sikker...men at stjæle var nok også at synke dybt ned selv for ham.

Hun rettede sig op og lod tungen glide henover læberne. "Du forstår det ikke, min kære ven. Tag imod de muligheder du får i livet. At stjæle er forkert, mener mange. Hvis du vil have en bod ... Så lav den selv. Man må forsøge sig frem og leve livet. Tag imod de tæsk man får og lære noget det." mumlede hun og lod hånden glide igennem håret igen. Hun puttede blidt til ham.
"Vil du godt få din fugl til at stoppe med at stirre?" klagede hun og lagde armene over kors. "Hvis du vil kæmpe imod Samson, skal du finde folk der vil støtte dig. Kæmpe for dig. Hjælpe dig. Du kan ikke klare dig i denne verden alene." påpegede hun og smilte venligt til ham.

Med et vendligt blik så han ned på Sølvdjalen som stadig så imod Alwyn, den fjernede straks blikket da den lagde mærke til at Kanismo så på den.
Det vendlige blik til den blev hurtigt til et irreteret udtryk, den forstod ham og så ud mod regnen for at komme på andre tanker.
Han vendte da blikket væk fra den gik et enkelt skridt tilbage da hun igen var kommet for tæt på ham.
''Det lyder meget lovende de ord som de siger frøken...men nogen er bare født til at lede mens andre har det fint med at tjene de stærke...jeg drømmer ikke om at være blandt de høje rang...jeg har det fint med at arbejde for andre...'' Han lød sikker på hvad det var han sagde og smilte sikkert for sig selv.
''og ja det er forkert at stjæle jeg mistforstod dem bare frøken Alwyn''
han gabte engang men holdte sig for munden imens og så så ned på Sølvdjalen.

Hun så på ham og smilte roligt. Hun lod hånden glide igenne, håret og bed tænderne sammen. Et eller andet sted kunne hun ikke andet end at respektere ham for hans gåpåmod med hensyn til alt det her. Hun lod hånden glide igennem håret, igen igen og smilte til ham med de røde læber.
"Jaså. Men så er alt vel godt nok. Så må din familie klare sig. Så må du klare dig. Tror du, at du kan det? Hvis du tror at du kan gøre det bedre, så må det være sådan." påpegede hun og smilte roligt til ham. Hun lo sukkede opgivende samtidig. Det gav en underlig lyd. Hun vendte sig imod fuglen igen og hævede et øjenbryn.

Frys

''hvad jeg behøver er en bedre arbejdsgiver...det er alt hvad jeg har brug for...'' lød det selvsikkert fra ham.
Han bemærkede at Sølvdjalen havde fanget hendes interesse, han så ned på den hvis nu den havde stirret på hende igen.
Den så bare ud imod regnen hvad kunne den havde gjort?
Frøknen sagde før at hun var en af de mest magtfulde kvinder i landet...måske...?
''Frøken Alwyn...kunne det tænkes at de måske havde et job for en vagt som satte livet på spil for sin forige arbejdsgiver..? og som muligvis vil gøre det igen for en anden..?'' han bykkede kort mens han talte i en rolig tone til Alwyn

//frys

Kema kom traskende udefra byen af. Han var faktisk ret stiv, så hans gang hen over jorden var meget slingrende.
Han satte sig ned i grasset og så op på himlen,

Felix kom gående hen ad vejen.. hans tanker cirkulerede om de par dage, Murizz og ham havde tilbragt i den lille hytte. Han's ene mundvig løftede sig i et skævt smil ved tanken.. Jah det havde rigtig noget været.. interessant...
Eftersom Kema ikke sagde noget, blev Felix ikke hevet ud af sin dagdrømmen.

"Hmmm. brruuhheeh..." Kom det brummende fra ham. Det var lige før man skulle tro han var faldet i søvn, men hans blik stadig stirrede op i himlen. Han havde egentlig hørt en anden komme gående, men tænkte ikke over det. Hans hjerne var nærmest stået af, af bare fuldskab.

Han så hurtigt hen imod fyren i græsset, som viste sig at være Kema.. "Helt ærligt!! Jeg... tænkte lige!"
Snerre han irriteret af ham.. Inden han sætter sig på hug ved hans side.
"Du ser fuld ud?" mumler han lavt.

Hans øjne var lige ved at lukkes, da Felix sætter sig ned ved siden af ham. "Hva' funden?! Felis... Hvad laer du her?" Får han stammet ud, og sætter sig op.
"Ahh Felix! Lang tid siden!" Sagde han og lagde sin arm omkring Felix. Han havde en halv tom flaske med, som han havde sat ned ved siden af sig da han lagde sig ned. Han tog fat i den og drak en slurk, før han igen så på Felix

HAn griner halv irriteret..
"Jaja.. jeg er da også enoormt glad for at se dig" mumler han.
Han skæver kun til Kema uden rigtig at sige mere..

Han drak resten af indholdet fra flasken. Sjovt nok så vidste han ikke engang selv hvad der var i det.
Han smed flasken fra sig, og en hånd ned på den anden side af Felix hofte.
"Nååå Felix. Skal du noget i aften?" mumlede han , mens han stille lænede sig ind over ham.

Han griner lavt.. "altså.. jah det skal jeg" mumler han, og skæver ned til Kema's hpnd. han rejser sig så og går derfra
"vi ses nok"

//out

Det var mørkt, månen stod højt på himlen, skønt den var dækket af mørke skyer, og det sneede kraftigt. Stephan slog hætten tættere sammen om ansigtet, og fortsatte vandringen mod byen.
Det var enormt koldt, men det måtte han bare finde sig i, fordi han selv havde valgt et latterligt tidspunkt at gå hjemmefra - årets korteste dage, i slutningen af december, og ikke mindst nogle af de koldeste. Han kunne have sagt sig selv, at det blev snestorm, men næ nej. Han skulle absolut afsted nu. Lige nu, hvor kulden skar gennem marv og ben, og der ikke var et øje på gaderne.
Hvis bare han havde haft nogen at snakke med, kunne han have henledt tankerne på noget andet end kulden, men sådan skulle det ikke være. Han kiggede sig omkring, for at sikre at ingen kiggede på ham. Han tog hænderne op til munden og mumlede et par uforståelige ord, hvorefter en lille mørklilla flamme sprang frem fra hans fingerløse handsker, og svævede rundt i hans skålformede håndflader.
Den varmede dejligt om hænderne, som før føltes som om, de var klar til at falde af.
Han vidste ikke hvor langt han havde til Byen endnu, så han besluttede sig for at slå lejr for natten. Han slukkede flammen, og tog rygsækken af, hvorefter han begyndte at samle sit telt. Han havde fundet et perfekt sted, i ly bag en stor klippe, der skærmede for vinden.
Han slog teltet op, efter at have fejet sneen til side, og krøb derind. Der var ligeså koldt indenfor som udenfor, men der var læ, så det føltes ikke ligeså slemt. Han trak et tæppe op af rygsækken, og svøbte det om sig sammen med sin kappe. Så lagde han hovedet på rygsækken, og gav sig til at sove.
Næste morgen skulle han fortsætte sin færd mod Byen, forudsat han kunne komme ud af teltet, for al den sne.

Stephan missede med øjnene, da en enkel solstråle skinnede ham direkte i højre øje. Han åbnede irriteret øjnene, for så at se at han var fuldstændig sneet inde i sit telt, med undtagelse af det lille hul, hvor lyset kom ind.
" Hold op, der er meget sne derude," sagde han og prøvede at komme på benene. Han bankede hovedet mod teltdugen, der føltes meget tungere på grund af al den sne, der lå ovenpå.
" Av for f...," bandede han. " Hvordan kan det være at et stykke stof er så hårdt? Og hvorfor er det altid de hårde ting, som jeg skal slå hovedet op i?"
Han sparkede til sneen i teltåbningen, hvorefter han straks skvattede bagover, da han gled og hans fod samtidig satte sig fast.
Han hamrede nakken ned i teltets 'gulv' og vågnede først et par minutter senere, da hans ankel var blevet tilstrækkeligt koldt, til at det kunne få en voksen elefant ud af et blackout.
Han trak benet til sig, og begyndte at grave sig fri. Det var en kold affære, specielt fordi han havde fingerløse handsker på, men han fik, langt om længe, gravet sig fri.
Han kiggede sig omkring i morgensolens skær. Så langt han kunne se, var der et metertykt lag af sne, som gik ham til lige under livet.
" Sig, det er løgn!"
Han gik ind igen, og begyndte at pakke sine ting ned i rygsækken igen, som han så slyngede over ryggen, for at fortsætte mod Byen, som kun lige kunne skimtes i horisonten.