Hej.. Jeg tror jeg vil kalde dig Prismebog.. Ja, det gør jeg.

Du vil nok ikke tro mig, men nu skriver jeg det altså alligevel; jeg er blevet tabt i en storm. Ja, det er rigtigt. Jeg og 3-4 andre havde fået af vide af De Ældre at vi skulle drage mod det nordlige Krystalland, mod Krystalbjerget for at se om det skulle være bedre og tryggere for os at etablere os der. Men undervejs kom en storm, og jeg blev væk fra de andre.
Da stormen endelig var væk fandt jeg mig selv på den her underlige og pænt kolde ø. Jeg har endnu ikke vænnet mig til temperaturen og kommer højest sandsynligt heller ikke til det et godt stykke tid. Der er mange heste på øen.
Jeg har set nogle få væsner, men har hidtil holdt mig på afstand. Det gjorde jeg også da min nuværende og selv-påtvungne herre fandt mig.
Alligevel fik han fat i mig, og jeg måtte erfare at han ikke er spor til at have med at gøre. Han er høj, stærk næsten tyk at se på. Og så er han sådan en pestilens at jeg flere gange har ønsket at jeg bare kunne drage væk igen. Men jeg ved det er bedst for mig at blive, indtil jeg får et tegn, et signal på liv og tryghed fra de andre. for os er det jo mere et spørgsmål om overlevelse og tryghed end det er at leve i flokken.

Jeg ville dog ønske at min nuværende herre var mere blid og ikke så tomhjernet og dumnakket som han er. Han er tilsyneladene indehaveren af øen, og sammen med det brændemærke han gav mig der giver ham lov til at opspore mig og påkalde mig eller afstraffe mig med hedensk smerte, gav han mig lov til at sove på hans borg. Jeg indrømmer blankt at jeg foretrækker at sove oppe i de små tårne der er. Det er vel nærmest instinkt for mig at søge til høje pladser... Jeg ville ønske han idet mindste havde taget sig tid til at finde mit navn istedet for at påtvinge sig ejerskabet af mig som han jo sådan set har gjort med brændemærket.

Men jeg må slutte af for denne gang prismebog. Min skamsforladte ufølsomme herre lyder til at søge efter mig.

Indtil da, pas godt på dig selv.

//Zidiac