lidt derfra kunne man høre små hurtige skridt.
Det var en lidt lille skikkelse men det var en skikkelse som lyste svagt i fuldmånens skær. (hendes pæls lyser i månens skær fordi hun netop er så hvid i pælsen som hun er )
En Krid hvid ulv med tre haler kom løbende med noget i munden, hun havde stjåldet noget mad fra en af de mange boder fra byen af og der kunne høres en mand i baggrunden råbe efter dyret som løb på alle fire i fuld fart mod gyden.

hun gav et hop fra sig og i selve hoppet blev ulven lavet om til en person, nemlig foxy og hun løb hurtigt ind i gyden og stilte sig helt op af væggen og med maden som lå i en pose agtig ting i hænderne.
hun skyndte sig at proppe posen ned i en skuldertaske som hun havde og stilte sig nu roligt og forsøgte at lade som ingenting.
Hun var iført sine lange sorte støvler og nogle tætsidende sorte skinbukser der gik ned i støvlerne samt en tyk grå trøje med hals i og en halvlang sort jakke som havde hætte på og hun skyndte sig at tage hætten over hovedet hvor hun så nu gemte sine øre så hun ikk blev afsløret.

Manden løb forbi gyden og Foxy ånede lettet ud og hun vendte så kort hovedet og først nu opdagede hun at hun ikke var alene og hun genkendte med det samme lugten af blod og lugten af en velkendt person.
"denaro..." kom det lavt fra hende da hun på hans lugt kunne gætte sig frem til hvem det var.

Han trak roligt hætten tilbage for at lade den kolde luft kølige hans ansigt ned igen. Kampen havde været kort, men alligevel var hans krop blevet varmet godt og grundigt op, og nu skulle den køles ned.
Han fik dog ikke lov at blive stående, da råb gled gennem gaderne. At blive fundet her, omgivet af lig og blod, var ikke noget han følte interesse for, så uden en lyd forsvandt han ind i skyggerne. Fodsporene i sneen afslørrede dog hans gang, dog ikke længe. Et kraftigt afsæt sendte ham gennem luften og op på det snedækkede tag.
Blikket fandt øjeblikkeligt kilden til råbene og han faldt hurtigt tilbage i skjul.

Han vidste udmærket at han sagtens kunne slå denne person ihjel, ligesom de andre, men han ønskede ikke at dræbe, hvertfald ikke folk der endnu ikke havde fortjent det. Han ønskede sig hvertfald ikke byvagternes opmærksomhed, de kunne hurtigt vise sig som langt mere besværlige end en tilfældig flok røvere.
Dog lå hans venstre hånd på spydet, det kolde metal hjalp ham til at falde til ro. noget han havde brug for efter den kamp.

Manden var allerede langt væk igen og der var atter stille der hvor de var og hun tog så sin hætte ned igen hvorefter hun så opdagede de mange lig og hun tog sig så til næsen da stanken af blod virkelig trænkte igennem og for meget blodlugt ville gøre hende sindsyg efter at dræbe (ulvegenet ^^")

hun trådte så tættere på og betragtede let lignende og hun gik nærmest i stå over dem, men holdte sig stadig for næsen, hun viste godt at hun ville gå amok over lugten, men det holdte hende ikke tilbage fra at betragte de mange blodige lig.
Hun gik så hen og sparkede let til et af hovederne bare for at sikre sig at den var død og det så også ud til alle de andre også nu var døde, nu undrede hun sig så over hvorfor netop de var blevet dræbt og hun kunne allerede nu gætte sig frem til at det var denaros værk.

Hun rettede så blikket op hvor hun nu kunne skimte Denaro's skikkelse i mørket og hun lagde så sit hovede lidt på skrå hvorefter hun havde et roligt blik på ham.
"du ser ud at helvedes til, hvad har du lavet? og hvorfor?" spurte hun og hentød til ligende og blodet på hans tøj.

Denaro trådte roligt frem, så månens lys atter reflekterede sig i hans kåbe.
"Burde ved da at det er svært at holde tøjet rent under kampens hede" Lød det roligt inden han lod sig glide ned fra det glatte tag.
"Og jeg gjorde kun hvad enhver anden havde gjort i mit sted. Forsvaret mig"
HAn havde dog gjort lidt mere end det, men skønt de bare var almindelige og uevnede, så til han dem ikke at trække en klinge mod ham. Var kniven først fremme, så viste han ingen nåde.

Han trak lidt i skulderen så der lød et kort knæk.
Flængerne i hans tøj fortalte at han havde forhastet sig, han havde prøvet at presse sig selv ud til et punkt, hvor hans forsvar var faldet. Det fortalte også hans evner havde været inaktive, kampen var ført uden hans elskede sand. Det blodige spyd på hans ryg fortalte dog han ikke havde stået uden våben.

hendes blik rykkede sig kort op på Denaro hvor hun let kiggede på ham med et roligt blik, men blikket røg hurtigt ned på et af lignende igen og hun satte sig så på hug hvorefter hun kørte en finger hen af ryggen på en af dem hvor hun så derefter fil blod på fingeren.
hun betragtede let blodet, da hun elskede at se blod og hun kom med et svagt smil.

"aha forsvarede dig... yeah.." kom det fra hende da hun jo havde kendt denaro i noget tid nu og viste han godt bare kunne finde på at dræbe.
Hun rejste sig så op hvorefter hun roligt tog sin finger hen til munden og slikkede roligt det blod af der var på.
"hmm forfriskende.." kom det fra hende.

"Glad for du synes om det" sagde han med en stemme der tydeliggjorde at han var ret så ligeglad med hendes mening om ligene.
"Du bør dog flytte lidt lidt, hvis du ikke ønsker en levende begravelse." Blikket i hans øjne fortalte det var alvorligt. Ligene skulle rydes af vejen, havde ville helst have gjort det inden nogen havde set dem. Han havde dog ikke haft tiden til det, da råbene havde afbrudt ham.

Han lod roligt hånden glide frem mod ligene. Han ønskede ikke af efterlade sig så tydelige spor, men samtidig vidste han at det bliver ville komme nye spor nu.
Jorden under dem skød pludselig op og sand for henover de mange lig. Med en voldsom brutalitet og voldsomme knæk blev de døde kroppe trukket ned i jorden, som lukkede sig over dem. Brostenene kom endda tilbage, hvor de var sunket ned, så intet spor lå tilbage ud over den manglende sne og en smule sand. Sandet fløj dog øjeblikkeligt op til Denaros hånd og forsvandt ind under den ødelagte kåbe.

hun flyttede sig som sagt fra ligende og betragtede også da sandet skød frem.
hun kom også i tanke om nogle ting der havde sket i fortiden med hende og det der sand og hun var faktisk temmelig glad for at hende og hendes herre denaro ku snakke ordenlig sammen, uden hun hver gang de sås skulle kæmpe eller være uenige med noget.

Dog vendte hun sig så om og kom med et svagt suk hvorefter hun fortsat holdte den kolde facade og hun viftede svagt med den ene hånd hvorefter hun så roligt begyndte at gå
"ja ja man er vel som man er, men vi ses vel nok en anden gang, jeg har ikke lige tid lige nu... skal helst videre" og hun blev så efter det til sin ulveskikkelse igen hvorefter hun så løb væk fra stedet.

//out

Yumikasake havde hørt den umiskendelige lyd af knogler, der blev knust og kroppe, der blev smadret. Det var bestemt heller ikke en svær lyd at genkende, og han konkluderede at den eneste grund til at han var den eneste der reagerede, var fordi han var den eneste i nærheden. Alle andre havde deres respektive hjem at gå hjem til (nogen af dem havde sikkert også hinandens hjem at gå hjem til) på så kold en vinternat som denne.
Den lave person slog det hvide tørklæde om halsen, og kiggede forsigtigt ind i gyden, hvor der rigtigt nok stod nogle mennesker og så mistænkelige ud og han så chancen for at kunne have det lidt sjovt, eller i hvert fald blive holdt beskæftiget en tid. Han flyttede sig på lette fødder om bag dækket af nogle kasser et godt stykke væk fra dem. Efter at havde placeret sit trofaste sværd op af muren ved siden af sig, gled han ned på den snedækkede jord, hvilket var en kold oplevelse. Hænderne, der tidligere havde båret sværdet, var dækket af nogle uldede handsker, der manglede cirka halvdelen af fingerspidserne og derfor ikke var specielt varme. Han åndede på sine fingre for at få noget af varmen tilbage. Sensationen spredte sig gennem hans hænder, men blev brutalt opslugt af den uendelige kulde, der omgav hele byen i disse vintertimer. Han lænede sig til siden og skulede på de fremmede han havde besluttet sig for at stalke.

(Ignorer det faktum at der kun er en person :p)

Denaro havde stået tavs, som Foxy var forsvundet ud i natten. Han havde andre ting at tage sig af, først og fremmest skulle han have fundet en kro at overnatte på, forhåbentlig var der plads til en enlig rejsende for natten, han havde jo både penge og smykker at forhandle med.
Han vendte roligt rundt og gik videre af samme vej som tidligere. Huskede han korrekt var der ikke så langt til det nærmeste herberg, hvor han forhåbentlig kunne få en god nats søvn.

Han måtte dog minde sig om han skulle have fat i en ny kåbe imorgen, han måtte høre kroejeren til hvor han kunne anskaffe sig sådan en, ellers skulle han gå tilbage til sin hytte med det samme? Der havde han et par stykker... Det var egentlig længe siden han havde været hjemme. Forhåbentlig stod alt stadig vel.

Yumikasake så at personen var begyndt at bevæge sig imod den del af gyden hvor han sad. Derfor var alt han kunne gøre at sidde bag sit skjul og se ham gå forbi. Da først Denaro havde passeret kasserne, sad Yumi blottet. Alt manden behøvede, var bare at vende sig rundt og få øje på det unge menneske, der forsøgte at stalke ham uden videre grund.
Indtil videre var han dog ikke blevet opdaget, og det gav ham mulighed for at se den mistænkelige skikkelse ordentligt an. Han var en middelhøj person, der så tilpas normal ud for at drengen mistede interessen for hans udseende. Faktisk var det eneste der skilte sig ud fra den løse forstand af normal de havde her i landet, hans tøj og til dels spyddet, som Yumikasake til gengæld godt kunne genkende. Det var trods alt ham selv der havde lavet det, for intet mindre end 2 år siden. Det var længe før mørkets lord tog magten, og retfærdighedshåndhævende entiteter blev en overflødighed, der på sit bedste kunne bruges som underholdning til fester eller frokoster. Byvagterne var der i hvert fald ikke længere, og hans forretning var blevet brændt ned for at statuere et eksempel. Alligevel ville han aldrig glemme et af sine våben, og specielt ikke det spyd, der meget muligt var det bedste han nogensinde havde lavet. Med en kærlig tanke tænke han på at det dog aldrig ville kunne måle sig med hans eget sværd, der havde fulgt ham det meste af hans liv og nu var hans eneste ejendel. Han sad roligt og kiggede på Denaro med et iskoldt blik, da han godt kunne se hvad våbnet havde været brugt til; blod prydede stadig våbnets spids.
Det kunne kun forventes af et våben skulle bruges på sådan en måde. Det var jo trods alt ethvert våbens primære formål, men alligevel brød han sig ikke meget om at se sine egne mesterværker blive brugt i praksis, hvilket han da heldigvis ikke havde. Han var sluppet for kampen og synet af kroppene, der blev knust og fjernet.

Et pludseligt ryk gik gennem Denaros krop. Hans instinkter skreg til ham og sandet under hans fødder bevægede sig irritabelt. Spydet, hvori en del af hans sjæl var forseglet, gav udslag. Der var nogen der overvågede ham.
Han stoppede dog ikke op for at tjekke, det ville være for åbenlyst.
Hans kræfter spredte sig ud i undergrunden, forenede sig med den sandede jord. Trykket mod sandet gjorde det muligt at måle hvor og hvor meget der stod på det.

Med et greb Denaro spydet, det venstre ben skød tilbage og spydet blev trykket frem foran kroppen i samme splitsekund som blikket faldt på væsnet i skyggerne.
"HVem der?" Hans stemme bar præg af han lige havde været i kamp, den var hård og kommanderende, tålte ikke modsigelse.
Hætten var faldet af hovedet og de blå øjne betragtede den fremmede. Om øjnene var de sorte streger nu tydelige idet månens lys faldt direkte på dem.

Han rynkede brynene. Det var aldrig rart at blive peget på af et hvilket som helst form for våben, dog ikke fordi han var bange for at blive stukket, men fordi det var en utroligt uvenlig gestus at gøre en sådan ting. Intet sagde ’jeg vil helst ikke snakke med dig’ som den skarpe ende af en hellebard. Han greb sværdet om dets skede og kunne mærke kulden gennem sine nedslidte vanter. Han tog et roligt skridt frem.
”Det rager da dig hvem jeg er!” Hans attitude havde ikke ændret sig mærkbart siden sidste gang han snakkede med Denaro, udover at han denne gang ikke forventede at få nogen penge af manden og derfor gemte sin etik et vidst sted hen. Han var bestemt ikke bange for ham.

Hvad der var interessant ved denne sag, var at Yumikasake var klar over våbnets forbindelse med dets herre. Alle våben havde en forbindelse med deres valgte håndterer, og dette våben havde valgt Denaro selv før det havde haft muligheden for at lave valget. Dette betød at de var forbundet på samme måde som han var med sit eget våben, dog med den undtagelse at hans sværds skaber for længst var død, så han ikke kunne komme i vejen. Der var en del af Denaro i hans våben, men bestemt også en del af Yumikasake, hvilket gjorde det betydeligt mindre farligt, i hvert fald i hans øjne.. Man kunne bruge ugevis på at diskuterer våbens sjæle, men når det kommer til stykket er det jo bare – groft set – metal, der potentielt kan gøre naller.
”Gider du lige tag’ dit våben ned?” Hans stemme var hård af åbenlys irritation; han havde aldrig været god til at skjule sine følelser.

Denaro holdt spydet rettet mod den fremmede lidt, men sænkede så sit våben. Den fyr havde intet aggresivt i sinde, selv Denaro kunne fornemme det.
Uden at sige noget tørrede han roligt bladet af i kåbens ærme, han skulle have gjort det ordenligt når han fandt sig et værelse.
"Så kan du måske fortælle mig hvad du laver i skyggerne?" Spurgte Denaro nu med en langt roligere tone. "Eller er det også for svært et spørgsmål?"

Han svang spydet om på ryggen og hægtede det hurtigt fast med en lang rem der gik tværs henover hans brystkasse. Det gjorde det let at få spydet frem uden at det kom til besvær når han gik almindeligt omkring. Det kom dog stadig i vejen for hans vinger, men ikke så han ikke kunne flyve.

Han lagde trodsigt armene over kors og kiggede på Denaro. Det var ikke svært at se at han på et eller andet niveau af sin bevidsthed måtte have en eller anden form for egocentrisk problem, ikke at det var unormalt i disse egne af verdenen. Her var folk alle lige tossede, og alle troede at de var lige meget værd. Yumikasake vidste bedre. Til tider vidste han også hvor lidt han selv var værd, men det kom og gik med jævne mellemrum.
Denaros spørgsmål fangede ham uforberedt, da han aldrig havde regnet med at høre så unødvendigt et spørgsmål fra ham. Han kunne da helt og holdent være ligeglad med hvad han lavede bag kasserne, og selvom han ikke var ligeglad, ville det være begrænset hvilken information han kunne få ud af Yumikasake. Selvom Yumi havde gjort noget åbenlyst forkert, ville han næppe svare ærligt på spørgsmålet. Hvis til gengæld han ikke havde gjort noget åbenlyst forkert, ville svaret bare ikke være interessant. I hvert tilfælde ville Denaro få et uinteressant svar.

”Jeg prøvede da at skabe guld, hvad havde du regnet med?” hans stemme var tyk af sarkasme, og han gik da bestemt ud fra at Denaro godt kunne regne det ud.

Denaro vendte sig rundt, der var ingen fornuft at finde i det individ, så han kunne lige så godt se at komme videre. Natten var jo allerede ved at være godt igang, og lugten af blod ville måske tiltrække flere idioter. Ja lugten hang stadig tykt i luften, det var der ingen tvivl om, og Denaros tøj førte den med sig... Det var endnu uvist om de overhovedet vil lukke ham ind på kroen i den mundering.

"Knægt. Gør dig nyttig og udpeg den nærmeste kro... Nej bare glem det" afbrød han sig selv. Det nyttede alligevel ikke at spørge ham om noget, fyren var for højrøvet til at svare ordenligt på selv de simpleste spørgsmål, så hvorfor skulle dette være anderledes. Ud over det så huske Denaro en mindre kro, som nok skulle tage ham ind... Han skulle bare huske at blokkere døren, for den kromand var ikke til at stole på, og hans knive var altid skarpe.