"Ja tak, det har du allerede nævnt hundrede gange, og jeg tror, jeg har fattet," mumlede han irriteret.
Det var nu ikke så meget James, han var irriteret på. Det var mere det, at han intet forstod, der gik ham på. Og netop derfor ville han gerne skifte emne, men James blev ved og ved med at prøve at overbevise ham om, at han intet vidste. Men alligevel kunne Caine ikke lade være med ikke at tro på ham. For han var næsten helt hundrede procent sikker på, at James vidste noget, selvom han ikke ville indrømme det. Måske syntes han bare, det var flovt? Hvem ved. Det var i hvert fald ikke noget, Caine gad bruge sin tid på at bekymre sig om.
"Jeg hedder Caine," endte han med at sige.
James havde jo før spurgt efter hans navn, men da havde han ikke noget at svare, fordi den spøgelseskvinde absolut skulle dukke op igen.
Han sukkede og lod sin hånd glide igennem sit røde hår, alt imens han betragtede James. James havde også rødt hår, bemærkede han.

James kiggede på ham og tog sig lidt til hovedet.
"Ja du må altsp meget undskylde, men jeg er noget så overrasket over det her. Det kan jo slet ikke passe at du kan se dem..." sagde han og bed sig i læben. Han kiggede lidt ned på sine hænder. Der var da iokke noget forandret ved dem. De lignede sig selv, han kunne bare ikke forstå noget af det.
Han rystede lidt på hovedet og smilte så varmt til ham. "Nå men det er en glæde at møde dig." sagde han og kiggede lidt væk fra Caine og nikkede til noget der slet ikke var der. "Se det var sødt. Et gammelt ægtepar." James nikkede og kiggede så på Caine. "Hov det må du undskylde, du akn jo ikke se det." sagde han og grinte ganske kort.

Caine kørte en hånd igennem sit hår. Nej, selvfølgelig kunne han ikke se dem. Han kunne heller ikke se, hvad det var, James åbenbart syntes der burde grines af. For han syntes ikke det var spor sjovt at stå her og blive gjort til nar, bare fordi han ikke kunne se spøgelser. Men hvilket normalt menneske kunne også det? Ikke nogen han kendte i hvert fald.
Han sukkede og skuttede sig lidt. Selvom solen skinnede, var vinden køligt. Hvis man ikke var klædt på til vejret, kunne den føles direkte kold.
Han kiggede tilbage på James. Hvorfor var det i det hele taget, at han var taget herud? I hvert fald ikke for at en som James. Snarrere for at tilbringe noget tid alene, og komme væk fra byens støj og menneskemylder.
"Det er mig så sandelig også en glæde at møde dig," udbrød han pludselig sarkatisk. Det var let at se på ham, at han ikke mente sine ord alvorligt, sådan som han kiggede sløvt på James med et par halvåbne øjne, der ikke udtrykte nogen som helst følelser. "Det er bare ærgerligt, at jeg ikke kommer til at lære dig at kende."
Det var det sidste han sagde, før han stak sine hænder i lommerne og begav sig væk fra det øde område.

//Out