Hun prøver at rejse sig, men fejler. Så snart hun gør det mindste forsøg på at bevæge et ben, en arm, bare en hånd skvatter lemmerne sammen under hende som døde planter og vådt tøj. Hvilket ikke er meget forskelligt fra hvad hun føler sig som lige nu.
Noget dybt inde i hjernen på hende skriger at hun skal stikke af, skride, komme væk derfra så hurtigt som overhovedet muligt, men resten af kroppen vil ikke følge med, pigen ser ikke ud til at kunne få taget sig sammen. Såret i halsen pulserer unaturligt meget. Som et ekstra hjerte kramper det, smerter og blokerer hendes vejrtrækning – havde hun haft sin kniv havde hun sikkert forsøgt at skære det af bare for at slippe for at tænke på det. I stedet bliver hun liggende, lam, ubevægelig. Mere ynkelig end hun nogensinde har følt sig, hvilket siger en del når man tænker over det. Tårerne løber stadig ukontrolleret ned over de beskidte kinder, og nu og da kommer der et hikst af smerte og ulykke fra tøsen når lungerne glemmer at trække vejret ordentligt. Luften smager af jord og skidt. Og af blod.
Besværet forsøger hun at dreje hovedet, opgiver og nøjes med at lade blikket spejde rundt på pladsen, sløret og kun halvt ved bevidsthed. Lucifer ligger stadig sølet ind i sit eget beskidte blod, men Morgoth er på vej væk. Hun ånder lettet op, et håb strømmer kortvarigt ind over hende. Han er på vej væk. Måske slipper de med livet i behold. Måske har blodet forgiftet den satan til General, hun kan ikke lade være med at smile, så sød en hævn det ville være. Forgiftet af den tyvetøs han selv sprang på. Hun kan næsten forestille sig hvordan han med sit sidste åndedrag vil forbande hende når giften gør kål på hans nervesystem og lungerne kollapser i kramper. Dræbt af helt almindeligt blod. En tilfredsstillende slutning.
Selvfølgelig står tingene ikke sådan til, hvilket Renatika bliver pinefuldt klar over sekundet efter.
”Hr. general?”
Nye stemmer. Nye stemmer der bestemt ikke lyder til at være på Renatikas side, og panikken ruller igennem hende med ny energi. Lyden af skridt kommer nærmere efter forstærkningen har modtaget deres instrukser og advarsel mod tøsen, og igen gjalder hendes instinkter op: Stik af! Kom væk derfra!
NU!
Gennem øjenkrogen fanger hun synet af Lucifer der får et knæ i maven, mærker øjeblikket efter en forsigtig hånd gribe fat i sin arm.
Pigen har stadig lidt kamp tilbage i sig.
Med et råb vakler hun på benene, slår udefter soldaten foran sig med et slag der på egen hånd ingen effekt ville have – det er slyngplanten der bryder op igennem jorden deraf som er truslen.
”Av! For satan da-” den unge håndlanger bliver hurtigt klar over at Morgoths advarsel ikke var for sjovs skyld, men bliver hurtigt afbrudt da planten rammer ham igen. Renatika kæmper. Hårdt, til trods for smerte, panik og udmattelse. Alligevel kan pigen ikke holde længe. Det tager ikke de to soldater mange minutter at nedlægge hende, og da hun stædigt nægter at holde op med at spjætte, når hun ikke at kæmpe yderligere før de har slået hende bevidstløs.

Morgoths vandrende skikkelse standsede, da han hørte hvordan uroen hævede sig bag ham. De dækkede ansigt, vendte langsomt blikket over skuldren for at betragte parterne bag ham. Et par skyggelagte øjne overvågede soldaterne, og de to rødhårede bag ham, med et blik der gnistrede af vrede. De vidt opspærrede øjne kneb sig langsomt sammen, og dannede derved en tynd streg der stirrede advarende imod begge parter. Netop som den enkelte af soldaterne hævede knæet, for at sætte Lucifer på plads, forsvandt alt lys fra generalens blik, og de stikkende øjne mørkedes fuldstændig. Morgoth ville have stoppet ham, hvis det ikke havde været for afstanden imellem dem, men da de nu engang var gjort var det allerede for sent. Det var dog aldrig for sent, til at generalen kunne bidrage med en kommentar - eller en straf, hvis det skulle komme så langt.
,,Stupide bastard! Har jeg ikke lige sagt at hans krop af skrøbelig af sig?!" hvæsede han pludseligt, og lod de stikkende øjne bore sig langt ind i soldatens, som øjeblikkeligt sænkede sig for hans blik. ,,- Rør du ham igen, skal jeg personligt sørge for at den lemes del der berører hans krop, bliver skillet for resten af din krop - Er det forstået?!" hans stemme tordnede pludseligt igennem gaden, hævede sig langt over al lyd der var på det daværende tidspunkt. Faktisk syntes der at være ufatteligt stille, da Morgoth afsluttede sin sætning. Der var netop så stille, så man kunne hører den svage mumlen der lød fra den omtalte soldat: ,,.. javel, hr. general"
Renatikas modangreb kom ikke synderligt bag på Morgoth, specielt ikke efter at have set hvordan Lucifer prøvede på at slippe fri. Hvis en så svækket som ham prøvede, hvorfor så ikke en der var stærkere end som så?
En lav knurren hørtes fra generalens strube, da han hørte hvordan uroen atter startede, og han skulle da også lige til at skride til handling hvis det ikke havde været for soldaternes modangreb. Denne gang hørtes der intet fra ham, da han selv havde beordret dem til at gøre det hvis nødvendigt. Og det måtte det syntes at være, taget i betragtning af hun prøvede at flygte.
,,Nok for nu? Følg efter mig," hvislede han, og vandrede atter frem ad. Soldaterne fulgte efter ham, som de skødehunde de var, og de forsvandt fra stedet.